"By Design" af Vincent Laine
af Jonatan Erlandsson
Vincent Laine
Jeg blev født ind i en familie, hvor håndværk og kunst var en del af livet. Jeg tog mine første skridt omkring
møbler, som min mor havde lavet, jeg legede gemmeleg i min bedstefars atelier – han var
sølvsmed – mit funky tøj var ofte syet af min mor eller min bedstemor, og jeg plejede at
falde i søvn, mens jeg kiggede på min tantes surrealistiske malerier, der hang ved siden af min seng.
Set i bakspejlet begyndte jeg allerede dengang at lede efter mit eget kreative felt,
et felt, som jeg kunne begynde at vie min tid og mit håndværk til.
Som 19-årig begyndte jeg på designskole, selvom jeg drømte om at blive rockstjerne
og tatovør – noget, der fortog sig efter to år på skolen, da produktdesign gav mit
kreative potentiale en følelse af mening og et sted, hvor jeg kunne kanalisere det.
Jeg var en elendig elev, men den bedste i klassen. Den ene opdigtede designopgave efter den anden
gav mig kreativ klaustrofobi.
Efter en rejse til New York i 2012 prøvede jeg ihærdigt at løfte mine fotografiske evner, men det eneste, jeg kunne
tænke på, var, at kameraet som værktøj ikke gav nogen mening for mig.
Så de følgende to måneder pjækkede jeg fra skolen og designede et kamerakoncept, som ville
give mening for mig. Det blev et af de vigtigste projekter i mit liv, ikke fordi
det gav mig muligheden for at designe Leica Q, men fordi jeg stolede på mit instinkt og
fulgte min drøm op med hårdt arbejde.
Design fik mig til at forstå fotografi. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe
fotografi an som kunstform og gøre det til en del af min kreative palet, før jeg designede mit
første kamera. Med Leica Q i hænderne begyndte jeg for første gang at jagte lys med
verden som mit lærred. Ubevidst så jeg aldrig mig selv som fotograf, fordi jeg var
designer. Det gav mig frihed på min rejse, når jeg søgte efter mit visuelle udtryk.
Det gav mig mulighed for at se verden som mit lærred, og det er hertil, design har ført mig..........
Gadefotografi
Der er en særlig strøm af ærlighed og påskønnelse, som går hånd i hånd med gadefotografi. I hvert fald for mig. Med ærlighed mener jeg, at intet er iscenesat eller planlagt, når netop det øjeblik opstår – det er bare en kombination af at værdsætte skygger, lys, mennesker, arkitektur, kultur og din egen nysgerrighed. Hvor klichéagtigt det end lyder, er der også altid en smule selvudforskning involveret, at stole på din mavefornemmelse. Uanset hvor du er, eller hvem du får med i billedet, er det at behandle alle med respekt og være ydmyg en af hovedingredienserne i alle mine gadebilleder. Nogle gange varer interaktionen et sekund, andre gange minutter, men i mange tilfælde udveksles der ingen ord, og alligevel er der en sårbarhed, som skal vendes – til en følelse af tillid. Og mange gange er det øjeblik faktisk mere værd end selve billedet. Det er nok svært at beskrive, og måske lyder det fuldstændig vanvittigt, men et godt billede handler faktisk mere om den interaktion i et splitsekund end om nogen fotografisk teknik eller andre færdigheder.
Efterbehandling
Jeg forelskede mig i fotografi gennem Leica og de år, jeg arbejdede der, og når jeg ser tilbage, tror jeg, at den stærke fotojournalistiske arv, der er knyttet til brandet, formede min interesse for skønheden i billeder, der ikke er iscenesatte eller planlagte, men snarere opstår gennem tilfældigheder, ved at være det rette sted på det rette tidspunkt eller endda ved at vente på, at noget sker. Når det er sagt, har de store Magnum-fotografer naturligvis påvirket mig i en vis grad.
Når jeg redigerer mit arbejde, ser jeg på en måde filen fra mit kamera som et lærred – for der er så meget fortolkning, udtryk og kreativitet tilbage til den del af processen. Og jeg mener ikke fuld manipulation og hardcore photoshopping. Det handler mere om at jagte den rette følelse i billedet. Mine gadebilleder trækker ofte mod et melankolsk, kontrastrigt look med nogle få dominerende signaturfarvetoner. Af en eller anden grund taler det helt naturligt til mig, og uanset om jeg bruger et preset eller starter fra bunden, er det dér, jeg ender.
Lad op og bliv ladet op
Jeg prøver at holde penge ude af ligningen, fordi jeg ikke ser min fotografering som mit erhverv, men snarere som et udtryk. Et udtryk, der er ekstremt vigtigt for mig på et personligt plan. Jeg kan ikke sætte min egen nysgerrighed på spil for at leve op til andres forventninger. At være helt fri hænger i den forstand tæt sammen med mit forhold til fotografi.
Livet er bare fucking fantastisk, når du har et par opladede batterier i lommen, forhåbentlig nogle gigabyte på dit SD-kort og et kamera om halsen, er på vej et sted hen, hvor du aldrig har været, og bare lader alt andet komme i anden række. Det samler mig, det lader mig trække vejret. Det flirter nærmest med definitionen af meditation.
Lad op, jag lys og bliv ladet op.
Jeg blev født ind i en familie, hvor håndværk og kunst var en del af livet. Jeg tog mine første skridt omkring
møbler, som min mor havde lavet, jeg legede gemmeleg i min bedstefars atelier – han var
sølvsmed – mit funky tøj var ofte syet af min mor eller min bedstemor, og jeg plejede at
falde i søvn, mens jeg kiggede på min tantes surrealistiske malerier, der hang ved siden af min seng.
Set i bakspejlet begyndte jeg allerede dengang at lede efter mit eget kreative felt,
et felt, som jeg kunne begynde at vie min tid og mit håndværk til.
Som 19-årig begyndte jeg på designskole, selvom jeg drømte om at blive rockstjerne
og tatovør – noget, der fortog sig efter to år på skolen, da produktdesign gav mit
kreative potentiale en følelse af mening og et sted, hvor jeg kunne kanalisere det.
Jeg var en elendig elev, men den bedste i klassen. Den ene opdigtede designopgave efter den anden
gav mig kreativ klaustrofobi.
Efter en rejse til New York i 2012 prøvede jeg ihærdigt at løfte mine fotografiske evner, men det eneste, jeg kunne
tænke på, var, at kameraet som værktøj ikke gav nogen mening for mig.
Så de følgende to måneder pjækkede jeg fra skolen og designede et kamerakoncept, som ville
give mening for mig. Det blev et af de vigtigste projekter i mit liv, ikke fordi
det gav mig muligheden for at designe Leica Q, men fordi jeg stolede på mit instinkt og
fulgte min drøm op med hårdt arbejde.
Design fik mig til at forstå fotografi. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe
fotografi an som kunstform og gøre det til en del af min kreative palet, før jeg designede mit
første kamera. Med Leica Q i hænderne begyndte jeg for første gang at jagte lys med
verden som mit lærred. Ubevidst så jeg aldrig mig selv som fotograf, fordi jeg var
designer. Det gav mig frihed på min rejse, når jeg søgte efter mit visuelle udtryk.
Det gav mig mulighed for at se verden som mit lærred, og det er hertil, design har ført mig..........
Gadefotografi
Der er en særlig strøm af ærlighed og påskønnelse, som går hånd i hånd med gadefotografi. I hvert fald for mig. Med ærlighed mener jeg, at intet er iscenesat eller planlagt, når netop det øjeblik opstår – det er bare en kombination af at værdsætte skygger, lys, mennesker, arkitektur, kultur og din egen nysgerrighed. Hvor klichéagtigt det end lyder, er der også altid en smule selvudforskning involveret, at stole på din mavefornemmelse. Uanset hvor du er, eller hvem du får med i billedet, er det at behandle alle med respekt og være ydmyg en af hovedingredienserne i alle mine gadebilleder. Nogle gange varer interaktionen et sekund, andre gange minutter, men i mange tilfælde udveksles der ingen ord, og alligevel er der en sårbarhed, som skal vendes – til en følelse af tillid. Og mange gange er det øjeblik faktisk mere værd end selve billedet. Det er nok svært at beskrive, og måske lyder det fuldstændig vanvittigt, men et godt billede handler faktisk mere om den interaktion i et splitsekund end om nogen fotografisk teknik eller andre færdigheder.
Efterbehandling
Jeg forelskede mig i fotografi gennem Leica og de år, jeg arbejdede der, og når jeg ser tilbage, tror jeg, at den stærke fotojournalistiske arv, der er knyttet til brandet, formede min interesse for skønheden i billeder, der ikke er iscenesatte eller planlagte, men snarere opstår gennem tilfældigheder, ved at være det rette sted på det rette tidspunkt eller endda ved at vente på, at noget sker. Når det er sagt, har de store Magnum-fotografer naturligvis påvirket mig i en vis grad.
Når jeg redigerer mit arbejde, ser jeg på en måde filen fra mit kamera som et lærred – for der er så meget fortolkning, udtryk og kreativitet tilbage til den del af processen. Og jeg mener ikke fuld manipulation og hardcore photoshopping. Det handler mere om at jagte den rette følelse i billedet. Mine gadebilleder trækker ofte mod et melankolsk, kontrastrigt look med nogle få dominerende signaturfarvetoner. Af en eller anden grund taler det helt naturligt til mig, og uanset om jeg bruger et preset eller starter fra bunden, er det dér, jeg ender.
Lad op og bliv ladet op
Jeg prøver at holde penge ude af ligningen, fordi jeg ikke ser min fotografering som mit erhverv, men snarere som et udtryk. Et udtryk, der er ekstremt vigtigt for mig på et personligt plan. Jeg kan ikke sætte min egen nysgerrighed på spil for at leve op til andres forventninger. At være helt fri hænger i den forstand tæt sammen med mit forhold til fotografi.
Livet er bare fucking fantastisk, når du har et par opladede batterier i lommen, forhåbentlig nogle gigabyte på dit SD-kort og et kamera om halsen, er på vej et sted hen, hvor du aldrig har været, og bare lader alt andet komme i anden række. Det samler mig, det lader mig trække vejret. Det flirter nærmest med definitionen af meditation.
Lad op, jag lys og bliv ladet op.
