SPEAK YA CLOUT: Jonatan Erlandsson

Speak ya clout er en serie samtaler fra hjerte til hjerte, som kun findes hos BSTN Chronicles. Fra insidere i modebranchen til banebrydende pionerer og kreative kræfter fra andre brancher – emnerne varierer fra samtale til samtale. Denne gang har vi talt med Jonatan Erlandsson, direktør for Mankovsky Gallery i Stockholm.

Denne artikel blev oprindeligt skrevet af Christian Trojan til BSTN Chronicles, 10. marts 2021.

Giv os elevatortalen om Mankovsky Gallery!

I en verden, hvor folk ved præcis, hvilke tøjmærker de vil gå i, er det ret overraskende, hvor få der ved, hvad de skal hænge på væggene derhjemme. Vi vil gøre op med stigmaet om, at kunst er vanvittigt dyrt, eller at man skal have en masse viden. Kunst behøver ikke at være utilgængelig, og man behøver ikke at gå på et snobbet galleri for faktisk at kunne købe det, man gerne vil have. Hvor de klassiske gallerier ikke har formået at inddrage den næste generation, vil vi gribe fat i vores tids kultur og være inkluderende.

Vi kalder os næste generations galleri for næste generations samler, fordi vores vigtigste mission er at finde et yngre publikum og åbne deres øjne for kunst. Der er en særlig stolthed i at have noget limiteret, nummereret og signeret af en kunstner på sin væg. Jeg vil gå så langt som til at sammenligne den stolthed med at bære det seneste, man har vundet i en raffle.

2020 har naturligvis medført store forandringer for næsten alle typer virksomheder. Jeres koncept var dog heller ikke kun bygget op om fysiske lokaler. Hvad har I lært af jeres model indtil nu, og hvordan bruger I det til at finjustere galleriet til fremtiden?

Jeg vil forklare vores galleris opbygning på følgende måde: Vores udstillingsrum i Stockholm er afgørende for, at vi kan skabe fundamentet for vores digitale kommunikation. Vores galleri i den indre by er udelukkende for inviterede. Mens andre gallerier ser deres fysiske lokaler som forretningens primære omdrejningspunkt, har vi gjort vores onlinegalleri til vores vigtigste forretnings- og kommunikationsplatform. Vores fysiske vægge er en forlængelse af galleriets digitale kommunikation, ikke omvendt.

Da vi ikke er bundet af åbningstider, fysiske udstillinger og bemanding på samme måde som traditionelle gallerier, har vi lige fra starten set stigende besøgs- og salgstal i vores digitale gallerimiljø. Vi begyndte at lægge fundamentet for galleriet for tre år siden, men tog os god tid til at finde utroligt talentfulde kunstnere. Endelig lancerede vi for blot syv måneder siden. Vi lærer noget nyt hver dag, men vi er glade for, at vi satsede så målrettet på vores digitale strategi frem for en fysisk.

I forlængelse af det: En stærk digital side af forretningen hjælper ikke kun under nedlukninger, men gør også galleriet mere tilgængeligt for en stadig mere international kundekreds, kan jeg forestille mig!?

Absolut! Vi er altid tilgængelige og tilbyder også rådgivning via video og e-mail til kunder, der ønsker vejledning. Nu hvor nedlukninger bliver mere og mere almindelige, ser vi en enorm stigning i interessen fra utraditionelle onlinekunder, og trafikken stiger markant på et mere globalt plan. Folk er nysgerrige og keder sig. Det er en stærk kombination, når man jagter synlighed.

Du har nævnt kunst som endnu en ting, moderne forbrugere samler på. Nu hvor forbrugerne træffer mere præcise købsbeslutninger end nogensinde før, hvor vigtig er brandopbygning så for både kunstnere og gallerier i den sammenhæng?

Brandopbygning er alt, fra start til slut. Jeg mener, at det starter med produktet. I vores tilfælde begynder kunstværkerne meget tidligere, end når vi viser dem i galleriet. Vi arbejder kun med de bedst mulige partnere inden for produktion, materialer og logistik. Vi tænker langsigtet og giver ikke efter for fristelsen til at slække på nogen del af vores produkt. Det tog mig et år at færdigudvikle vores kunstrør i sort fløjl, som vi pakker kunstværkerne i, over 20 møder med papirleverandører at finde præcis det papir, vi vil arbejde med, og flere års diskussioner bare at få de rette kunstnere med om bord.

Jeg har nogle utroligt dygtige kolleger inden for digital kommunikation, design og udvikling, og det giver mig friheden til at være analog i en digital verden. Produkt, brand og kunstnerrelationer er alt for mig.

Hvad synes du om mindre konventionelle lærreder som legetøj, skatedecks osv., der giver mulighed for at kombinere kunstværker og kunstnere/brands/grafik i flere lag? En forbrugervenlig indgang til samtidskunsten? Gallerimateriale? Eller forbeholdt hylderne i stuen og flex på Instagram?

Hvis man skaber noget med den hensigt at skabe kunst, så er det per definition netop det: kunst. Der findes originale og unikke kunstkoncepter inden for alt det nævnte. Nogle elsker jeg, andre er ikke noget for mig.

Jeg samler på og repræsenterer det, jeg elsker, og det meste sker ud fra en dyb følelse af "det vil jeg have", så det bliver en købsbeslutning truffet med maven og ikke med hovedet. Jeg tror, at gallerier som os, 2G Tokyo, professionelle co-lab-koncepter som Be@rbricks, kunstnere som Murakami, Arsham, Kaws og mange andre er den egentlige næste bølge for morgendagens samler.

Hvordan ser du på basketballs rolle i nutidens mainstream-forbrugerkultur?

I dag vil jeg sige, at alt er basketball. Fra den seneste Nike-raffle til de franske luksusmodehuse, der tigger om muligheder for collabs med brands, som er på bølgelængde med næste generations teenagere og unge voksne.

Basketballudstyr som spillertrøjer og især sneakers bruges ikke kun på banen, men er blevet etableret som nøgleelementer i hverdagen. Den brede forbruger ser basketball i alt fra musik til videospil. Det gælder lige så meget superstjerner på banen, eksempelvis LeBron James, som initiativer uden for banen, eksempelvis da Cleveland Cavaliers ansatte kunstneren Daniel Arsham som deres Creative Director. Basketball er i dag lige så meget en kulturel bevægelse, som det er en sport. Det påvirker livet på så mange planer.

Nu vi er ved basketball: Hvordan og hvorfor kom det nuværende samarbejde med Kevin Couliau i stand?

Det var faktisk Chris "Fu" Boszczyk hos BSTN, der gjorde mig opmærksom på Kevin. Fu og jeg har arbejdet på et fælles projekt, der udkommer senere i foråret, og under et af de møder fortalte Fu om sin ven Kevin, en fantastisk fotograf og kunstner med base i Paris, som rejste verden rundt og dokumenterede alt omkring basketball.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men efter at have set værker af Kevin som "The Iron Throne", "Heaven’s Gate" og "Brooklyn Jets" var jeg simpelthen imponeret over, hvordan han kunne forvandle simpel beton, maling og basketkurve af metal til tusind ufortalte historier fra basketballbaner over hele verden. Jeg synes, det er meget typisk for Kevin: Hans kærlighed og hengivenhed over for sporten er så nærværende, og det er så meget mere end bare fotografi – det er, som om man kan mærke en del af ham i hvert eneste billede.

Er det anderledes, når en kunstner med så specifikt et fokus fanger din opmærksomhed? Basketball er vores livs store kærlighed for mange af os hos BSTN (og jeg er sikker på, at Kevin ville sige det samme), men det indsnævrer vel publikummet en smule? Eller gør det ikke?

Kevins kunst henvender sig ganske vist til en helt bestemt type samler, men det er også det, der gør ham til den allerbedste til det, han laver. Mankovsky Gallery blev ikke grundlagt med tanken om at repræsentere alt for alle, men snarere for at finde de unikke kunstnere, der er fuldstændig besatte af deres helt særlige niche inden for kunstnerisk udtryk. Kevins arbejde har ført ham til at fotografere den tidligere amerikanske præsident Obama, mens han spillede basketball, børn i Kigali i Rwanda og videre til baner i over 60 lande. Jeg elsker de historier, og jeg tror, at mange andre derude også vil gøre det. Uanset om de er basketballfans eller ej.